Værelsets materialer
Gulvet er massive bøgetræs-parketbrædder på lægter, som er opklodset på bløde brikker. Det er overfladebehandlet med BLITZA gulvlak (Juncker). BLITZA lakering tilrådes inden gennemslidning, evt. som pletlakering på udsatte steder. Inden lakering vaskes gulvet med vand tilsat lidt eddike. Vedligeholdelse af gulvet er kollegiets – og ikke den enkelte beboers – ansvar. Væggene om værelset er fuldt murværk i tegl, som er pudset på traditionel vis. Mellem bad og værelse, bad og entré og værelse er væggene 7 cm. tykke gasbetonplader med sandspartlede overflader. Loftet lavet af 14 cm. massivt jernbeton.
Der er benyttet acrylmaling på loft og vægge. Væggene afvaskes med sulfosæbe ved hjælp af en svamp eller en blød børste. Istandsættelse med opmaling aftales med inspektøren. Døren mellem gangen og entréen er massiv, de to andre døre på værelset er hule kanaldøre. Dørene er overfladebehandlet med syntetisk oliemaling. Hoveddøren er af brandsikret materiale. Det er ikke tilladt at male på dørene og undgå at sømme eller skrue i træværket. Vinduet har termoruder. Vinduer der vender ud mod gaden har desuden et forsatsvindue for at reducere støjen fra togene – hvis dette ikke er på dit værelse ved tilflytning, henvend dig da til inspektøren. Skabene er udført af lakerede spånplader, kufferthylden er af fineret træ, og malet som det øvrige snedkertræ.